Her i bogens forord kan du læse mere om min baggrund og mødet med Johnny Madsens Univers:
En personlig beretning om HJEMSTAVN OG IDENTITET i mødet med ”EN GAMMEL ROCK’N’ROLLER FORKLÆDT SOM CHARMEUR”
Jeg fik første gang for alvor kendskab til Johnny Madsens musik via hans gennembrudsplade Udenfor sæsonen i 1988. Forinden havde jeg set et kort glimt af ham og bandet på tv, hvor det var hans guitarist, Knud Møller, der i første omgang tiltrak min opmærksomhed. Knud Møller og jeg havde nemlig boet i kollektiv sammen nogle år tidligere i 80’erne, mens vi var musikstuderende i Aalborg. Knud og en anden fyr gik på konservatoriet, mens vi var tre kvinder, der læste musik på universitetet.
Det, der først og fremmest fascinerede mig ved Udenfor sæsonen, var den stærke grad af identifikation, jeg følte gennem det, jeg hørte og oplevede. Både musikalsk og personligt, og både på det konkrete og på det intuitive plan. Da jeg første gang lagde skiven på pladespilleren, var jeg sikker på, at jeg havde lagt en forkert plade på! Så langt væk osede indledningen af Dire Straits i mine ører, at jeg efterfølgende kun kunne betragte titelnummeret som en bevidst pastiche til Mark Knopfler og Co.
Genkendelsen på det personlige plan stikker noget dybere. Ligesom Madsen er jeg født og opvokset i en afsides liggende del af provinsen – i den lille landsby, Kvols, i bunden af Limfjorden, hvor der både var landbrug, fiskeri og små håndværkere. Samt en købmandsbutik, hvor man kunne købe på klods, og hvor bønderne sad på en malkeskammel i bagbutikken og ordnede verdenssituationen over en håndbajer. Byen havde flere idylliske træk i form af stråtækte huse med bindingsværk, en kirke på bakketoppen, og i den flade ende ud af byen lå forsamlingshuset, der blandt andet var ramme om den årlige høstfest.
Hovedvejen gennem landsbyen delte naturligt befolkningen op i dem, der boede oppe på det kuperede terræn, og dem der boede ned mod engene og fjorden. Det blev til en uptown/downtown-skelnen med ”wos fra æ owerby” og ”dem fra æ næjerby”. Men selv om vi som børn nok syntes, det var sjovt at flirte med tanken om, at vi var lidt finere end dem fra nederbyen, stak det såmænd ikke dybere end som så.
Min morfar var fisker, min mormor var sykone, og de boede i et stråtækt hus længst nede mod vandet – med regulær das i et minihus på den anden side af den asfalterede vej! Da de mange år senere flyttede længere op ad vejen til et lidt mere moderne hus, ville min morfar i første omgang ikke med. ”Jæ’ vil skutte sidde og skide på vand”, begrundede han det med. (Morfar var oprindeligt ’udefra’ og sagde som en af de eneste i byen ’jæ’ for jeg – vi andre sagde ’a’.)
På den grusbelagte havneplads stod et tjæreanlæg med en kæmpestor indmuret gryde til tjæring af fiskegarn og ruser, der blev hængt til tørre over nogle pæle. Der var kun få fiskekuttere på det lave vand, ellers var det små, sjægtelignende træbåde med sejl eller robåde, der var fortøjret i den lille havn. Den slags, der blev drevet af naturens egne kræfter i form af vind og rugbrødskraft.
Mine jævnaldrende og jeg var børn af 1960’erne, dengang der stadig fandtes ”ægte” originaler.
Som den gamle, rynkede og spinkle fisker, der som overvismand på spørgsmål omkring fjorden engang blev spurgt af nogle børn, om isen var sikker, hvortil der lød et utvetydigt ja. Således betryggede vovede børnene sig frejdigt ud på isen (på lavt vand), men inden længe røg de igennem, hvortil fiskeren hæst råbte tilbage: ”A mjent te’ en krage!”
Eller som en fisker af den modsatte personlighed og statur, som folk af og til ringede efter, når de manglede underholdning på kroen i nabobyen. Her optrådte han gerne og længe med sømandssange som ”Mit skib gik ned”, hvorpå den store fiskerbamse kastede sig omkuld på gulvet som illustration til fortællingen.
Min familie og jeg boede i ”æ owerby”. Min mor var graver og kirketjener på deltid og klarede al husholdning fra jord til bord. Min far var handelsmand og slagter (til privatbrug). Gennem min barndom indgik det som et naturligt led i det virkelige liv at overvære et dyr, der hang i bagbenene med opsprættet bug – hvis indvolde blev krænget ud med den store slagters knyttede næve og kastet ud til hundene. Ingen var i tvivl om, hvor hverken kartoflerne eller kødet kom fra. Som handelsmand handlede far med kreaturer rundt om på landets kvægtorve, blandt andet i Aalborg og Odense, hvis kvægtorv nu er almindelig kendt i kraft af dets nye funktion som TV 2’ hovedsæde.
Når jeg læser i Elers portrætbog om Madsen (Nattegn) og det hyr, hans mor havde med at få ham i bad, da han var barn, tænker jeg grinende på nøjagtig det samme hyr, som mor havde med far (som altså ikke længere var barn!), når de to skulle i byen! De store selskabeligheder, hvor man sad pænt linet op ved middagsbordet iført stiv flip og en høflig, formel omgangsform, var ikke lige min fars stil. Han ville hellere sidde med sin store knortekæp nede i baghaven og snakke med høns og gæs i sin afslappede bondeskjorte uden flip og med issen dækket af en cowboyhat. Eller spænde for og køre en tur i sin hestevogn. Eller en tur ud i det blå i trabanten, hvor han gerne hev passagersædet ud og anbragte et får på denne plads, når der kun var brug for at transportere et enkelt et af slagsen. (Jo, min far var én af originalerne!)
Den nærmeste købstad var Viborg, der lå omkring 12 km væk, og når min mor og jeg i min barndom tog bussen til byen, skulle vi selvfølgelig have ’det fine tøj’ på – dog ikke terylene bukser som Madsen! – for vi skulle jo nærmest ud at rejse. Senere hen spillede jeg violin i spillemandsgruppen ”De Viborg Spillefolk” – vi var to piger i gruppen, så vi kunne umuligt hedde noget med spillemænd – midt i 70’erne og midt i en rødstrømpetid! Jeg husker ikke Johnny Madsen personligt fra den tid, men derimod hans gruppe Rumlekvadrillen, og vore veje har givetvis krydset hinanden i de to grupper ved nogle af de mange spillemandstræf i 1970’erne.
I samme periode gik jeg på gymnasiet i Viborg. Her fandt jeg ud af, at professionen ’handelsmand’ eller ’kreaturhandler’ ikke var et officielt begreb. I hvert fald havde min lærer i samfundsfag ikke taget højde for dén betegnelse i det skema, vi brugte til at undersøge klassens ’sociale mobilitet’. Det var der jo fa’me ikke noget, der hed, lød det fra den rådvilde lektor – så jeg måtte pænt affinde mig med at blive udeladt af statistikken som ikke-eksisterende. Det var et af de første små rystelser i min identitet – også tilskyndet af en snigende fornemmelse af, at dét min far lavede, nok ikke var lige så fint som de fleste andres. Men i lykkelig uvidenhed om, at min hyldeplads i hierarkiet var så lav, at den end ikke var registreret og uden større bevidsthed om, at klassedeling samtidig var en indikator for menneskelig værdi og næsten for ”eksistensberettigelse”.
En anden indgribende oplevelse, jeg havde som naiv mønsterbryder, var i forbindelse med mine studier på universitetet i 80’erne. Den kultur, som folk på min hjemegn bar med sig, bestod typisk i musik fra Giro 413 og dansktoppen, litteraturen stammede fra de lyserøde romaner i ugeblade som Familiejournalen eller Hjemmet og fra Morten Korch-lignende film på TV. Der var knap så meget bibel som i Madsens Thyborøn, men ellers både Jyllands-Posten og ’Det bedste’, som Madsen nævner som del af sin kulturkanon i portrætbogen. Men Madsen er – og har tilsyneladende altid været – stolt af og står ved sin baggrund. I studieårene havde jeg selv lidt flere bryderier undervejs med at finde ind til sådan en balance og integritet i forhold til herkomst og identitet. At blive blandet op med de intellektuelle lærere og jævnaldrende unge, der dengang stadig i hovedparten stammede fra boglige hjem, gav lidt uvant knas i selvfølelsen.
På universitetet blev den kultur, som jeg kom fra, udlagt som naiv og banal og dømt totalt ude – følte jeg dengang – med det skrækkelige begreb ’trivialkultur’. De klassiske modsætninger mellem det jævne folk og eliten blev pludselig meget nærværende.
Mine første år på de højere læreanstalter var altså rene kulturchok – før begreber som ”Udkantsdanmark” og det endnu mindre flatterende ”den rådne banan” var kommet på banen. Debatten om land/by-polariseringen er ikke blevet mindre aktuel de seneste årtier. Om modsætningerne land/by, provins/storby, Jylland/København, centralisering/decentralisering, om det er finere at være akademiker end at være faglært eller lærd i det hele taget, osv. Heldigvis er debatten efterhånden blevet mere nuanceret, den negative fremstilling af landdistrikterne er blødt op i takt med en større viden om og forståelse af sammenhængene. Men Danmark er ikke så homogen som mange af os går rundt og tror. Når nye ”udkantsforfattere” dykker ned i miljøer på Lolland eller andre afkroge af landet, vækker det stadig stor undren i visse anmelderkredse, der måbende spørger sig selv: Er det virkelig Danmark, der beskrives her?
Med min kulturelle bagage fik hele auraen omkring Madsen, hans musik og hans tekster lidt af en revolutionerende betydning for mig på det personlige plan. Madsen sang om jordnære ting, der mindede om min egen barndom og udmalede stemningsfyldte billeder af natur, fugleliv og vind og vejr ved havet. Og ikke mindst – han sang delvist på dialekt, hvilket føltes helt identitetssamlende inden i mig selv, der ellers stod midt i en spaltning mellem mit gamle ’a’ og mit nyere tilstødende ’jeg’. En proces, som mange andre ’bonderøve’ har gennemgået, specielt i forbindelse med at vove sig ind på et universitet. Mens ’vi andre’ for det meste begrænsede vores dialekt til ’internt brug’, så udbasunerede Madsen den modigt for hele landet. Det havde blandt andre også Hausgaard gjort før ham, men alt det, Madsen stod for, var ikke tidligere repræsenteret på rockscenen, som var den ikke-klassiske scene, vi musikstuderende var stærkest orienteret imod. Da Madsen og hans fantastiske orkester kom på banen, oplevede jeg min egen kultur blive sat på landkortet på en måde, der nærmest føltes som en fornyet legitimering af den. Formidlet af en usædvanlig, ægte folkelig trubadur, der tydeligvis sang og skrev ”indefra” med indlevelse og sympati.
Jeg forestiller mig, at rigtig mange af Johnny Madsens fans har oplevet en lignende grad af stærk identifikation gennem hans tekster og musik. Og at Madsens begyndende kultstatus efter hans gennembrud i høj grad hænger sammen med fornemmelsen af at have fundet en længe savnet modkultur til ”det officielle Danmark” inden for rock’n’roll-musikken. Ja, vi vidste vel knapt, at han var savnet, før han dukkede op fra det forblæste Vestjylland med sandkorn på stemmen og en mageløs pen, der på én gang var både jordbunden og fuld af surrealistiske, absurde og finurlige krøller. Men de krøller, der umiddelbart kan opleves som fremmedartede eller svært tilgængelige i Madsens tekster, virker sjovt nok ikke fremmedgørende. Tværtimod er de overvejende af sådan en arketypisk karakter – er det min oplevelse – at man altid genkender noget i dem eller føler en uforklarlig fortrolighed ved dem. Lidt på samme måde, som jeg oplevede salmer som barn: selv om jeg ikke forstod den dybere sammenhæng, var ordene og tonen alligevel forbundet med en vis almenmenneskelig tryghed. Af samme grund er det værd at hæfte sig ved, at Madsen ikke kun appellerer til ”udkantsdanmark”. Madsen rammer med sin ægte originalitet, sin mageløse pen og sit blændende orkester lige ind i solar plexus på modtagelige sjæle over det ganske land.
