Som barn havde Madsen noget af en skelsættende kosmisk oplevelse: han var med sin bedstemor nede på stranden for at samle rav. Pludselig fik han en fornemmelse af, at universet åbnede sig, så han kiggede tværs gennem galakserne lige ind i evigheden, hvor liv og død smeltede sammen og blev ét. Senere i livet konkluderer han, at vi som børn er mere åbne og modtagelige over for livets undere. Denne oplevelse har været med til at forme hans gudstro, og han understreger, at der netop er tale om tro. Man kan tro på Gud – men ikke vide Gud. Universet åbner sig for os på en anden måde, når man tror på noget, der er større end én selv, i modsætning til den humanistiske kongstanke, der sætter mennesket i centrum. For Madsen er Gud også et håb. ”Det ville se sløjt ud, hvis der ikke fandtes et væsen, der var klogere end statsministeren”, bedyrer Madsen med reference til daværende statsminister Poul Nyrup.

Madsen er af den opfattelse, at kunsten skabes i det åndelige rum mellem mennesker og Gud. At man skal være i stand til at komme ind i det rum, for at det bliver godt. Med den tro og det håb finder vi i dette kapitel en række sange, der udspringer fra dette rum og som tager både livet og døden under nænsom behandling.

”Jeg driver af et spor / der ender højt mod nord / i dit hus / Jeg går mod dit hus / til din dør”, lyder det i en madsensk trosbekendelse, hvor Gud betegnes som dén, der vandrede gennem natten og tændte blus på den slumrende gry. I beskrivelsen af Jesu opstandelse blander Madsen sit maritime ordforråd med magisk poesi: ”Da du gik planken ud / tog du afsted som et stjerneskud / for os”.