Det flossede udtryk i store dele af Madsens rocklyrik er i høj grad båret af springende assosiationsrækker, en springende fantasi og spring i tid og rum. Dertil kommer de mange lån fra kendte og mindre kendte kilder inden for både popkunst, klassisk kunst og alt derudover og derimellem. Referencerne og allusionerne bringes ind i nye sammenhænge, hvor deres betydning ofte farves af deres oprindelige sammenhæng – afhængig af lytterens forhold til referencen. Hvis man kender sangen om Jens Vejmand, får ”skærmen” – den læskærm, han beskytter sig bag som stenhugger – en anden aura som computerskærm – dens nye betydning i Madsens sang Twitter – end hvis man ikke kender Jens Vejmand. (Madsen: ”Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hals? Det er næppe Jens Vejmand, der byder op til vals – kører lidt på Twitter med en jysk konditor”)

Madsen har begået flere sange, der er så flossede og fragmenterede i tekst og referencer, at en ”logisk” tolkning ingenlunde ligger lige for. Men i den slags surrealistiske tekster er det netop pointen, at udtryksformen kan virke absurd og uforståelig – som opponent mod den objektive virkelighed og den rationelle verden, der ofte udråbes som de eneste sande pejlemærker i livet.

I dette kapitel gennemgås tre Madsen-klassiske sange af den karakter, med udsagn som fx ”Pernoden fra mit vindue / flød ud på Rue de Tribunal / og skyggen af en hindu / blev samlet op af femmes fatale” og det smukke vers fra sangen Daisy Doll:

Lysene slukkes over byens mohikaner

stille flyder en ikon

ind på landet med de hængende altaner

på en sukkende endestation