Længslen har mange ansigter. Ofte er den diffus og ubestemmelig, en eksistentiel følelse, der kan være både positivt og negativt betinget. Negativt i den forstand, at ens aktuelle situation opleves som noget uønsket, som noget man drømmer sig væk fra. (Ses vi i Slesvig?)

Hos Madsen trigges den positive længsel først og fremmest af naturens kræfter, når han spejder mod horisonten ude over havet, hvad enten det bruser med høje bølger, eller om det ligger roligt, blikstille og spejlblankt hen. Eller mod andre åbne landskaber som sletten, savannen og heden, der strækker sig så vidt, at man ikke kan se, hvor de hører op – og dermed påfører beskueren en fornemmelse af evighed. Eller når han skuer op mod den høje himmel med solens lys af glæde, håb og optimisme; eller med de fjerne stjerners kosmiske magi og påmindelse om, at der er noget, der er større end os selv. I disse tilfælde tøver Madsen ikke med at kalde sin længsel for et religiøst instinkt.

Mere konkrete former for længsel udspringer i bund og grund af ens hjemsted, dér, hvor man er født og vokset op, eller dér, hvor man senere i livet har valgt at slå sig ned. Vi kalder dem for udlængsel og hjemvé, som er nogle af de ældste temaer i kunst og litteratur. Jeppe Aakjærs enkle digt om fårehyrden Ole, der vogter sin hjord langt ude på heden, hvor han føler sig fanget af sine vilkår, længes så inderligt efter at drage ud i det nye, ukendte over bølgen blå – og ender da også med at give efter for denne længsel. Madsens sang ”Vest for” skildrer på lignende vis en sigøjner, der står på havnen ved en snarlig færgeafgang, lige så splittet i sindet som fårehyrden, om han skal rejse ud eller blive hjemme. I Madsens version ender længslen denne gang med at flyde bort i en hullet jolle, og sigøjnermusikeren står resigneret tilbage i det gamle, velkendte!

Madsen har ofte afsluttet sine koncerter med følgende replik fra scenen: ”Nu skal det blive godt at komme hjem til sin udlængsel!”